Sæt kommaer i sætningerne og tjek så om de er rigtige.
Engang boede der to frøer. Der var hendes venner, og de boede i samme grøft. Kun den ene af dem var modig, stærk og munter, og den anden var hverken dette eller hint: en fej doven sovende.
Hun boede dog sammen med sin veninde.
Og en aften gik de begge en tur.
Han går ad skovvejen og ser pludselig: der er et hus. Og ved siden af ligger husets kælder. Og det dufter meget lækkert: mugne, fugtige svampe. Og det er præcis, hvad frøer kan lide.
De kravlede hurtigt ned i kælderen og begyndte at lege og hoppe. De hoppede og hoppede og faldt begge ved et uheld ned i en gryde med creme fraiche.
Og begyndte at synke.
Og de vil selvfølgelig ikke drukne.
Så begyndte de at svømme. Men den lerkrukke havde meget glatte høje vægge, og frøerne kunne ikke komme derfra.
Den frø der var doven svømmede lidt og tænkte:
Jeg kan stadig ikke komme ud herfra. Hvorfor roder jeg her? Jeg vil kun lide unødigt. Jeg vil hellere drukne med det samme.
Hun tænkte så, at hun holdt op med at skynde sig – og druknede.
Og den anden frø var ikke sådan. Hun tænker:
Jeg vil altid kunne drukne min bror. Det vil ikke gå fra mig. Jeg må hellere tage en hurtig svømmetur. Hvem ved, måske lykkes jeg med noget.
Men det går desværre ikke. Hvis du ikke svømmer, svømmer du ikke langt. Gryden er lille, væggene er glatte - frøen kan ikke komme ud af cremefraiche.
Men alligevel giver hun ikke op og giver ikke op.
Intet – tænker han – jeg vil bevæge mig, så længe jeg har kræfterne. Jeg er stadig i live betyder, at jeg skal leve. Og videre - hvad der vil være, vil være.
Og her kæmper vores modige frø sin frødød med sine sidste kræfter. Han begyndte at miste sin hukommelse. Det er allerede ved at revne. De trækker hende allerede til bunds. Og hun giver stadig ikke op. Han arbejder med sine poter. Han bevæger poterne og tænker:
Jeg giver ikke op! Lad os gå frødød!
Og pludselig - hvad er det? Pludselig føler vores frø, at der under hendes fødder ikke længere er creme fraiche, men noget fast, hårdt, pålideligt, noget der ligner jorden. Overrasket kiggede frøen sig omkring og så, at der ikke længere var creme fraiche i gryden, og frøen stod på et stykke smør.
Hvad skete der? - tænker frøen. - Hvor kom smørret fra?
Hun blev overrasket og indså så: Hun brugte trods alt sine poter til at slå fast smør fra flydende creme fraiche!
Nå, tænker frøen, det betyder, at jeg gjorde klogt i ikke at drukne med det samme.
Tænkte hun, sprang ud af gryden og løb hjem til skoven.
Og den anden frø blev i gryden.
Og aldrig igen så den due den hvide verden og hoppede aldrig og kvækkede aldrig.
Nå nå! For at være ærlig, så er det din egen skyld. Giv ikke op! Mist ikke håbet! Dø ikke før døden!
